|
|
||
|
Start en ny lokal afdeling! Hvordan kommer man i gang? Gode råd og praktiske vink: · Kontakt et medlem af forretningsudvalget. Det sikrer, at det lokale initiativ fra begyndelsen er kendt af Landsforeningen, og at initiativet fra begyndelsen får den fulde opbakning fra Landsforeningen. · Landsforeningen vil straks kunne oprette en hjemmeside for den nye lokale afdeling, og hjælper gerne med det praktiske. · Overvej, hvilke aktiviteter den lokale afdeling skal beskæftige sig med. Kig på andre lokalafdelingers hjemmesider. · Overvej foreningens basissted for aktiviteterne. Det kan være et medborgerhus, bibliotek, skole eller et andet kommunalt lokale. Kommunens lokaler kan man låne gratis. Vær opmærksom på om det er tilladt at opkræve entre. · Lav programmer for et halvt år ad gangen. · Find ideer til 2 - 4 aktiviteter i det første halve år. Aktiviteterne kan sætte fokus på f.eks. historie, politik, litteratur, film, rejsebeskrivelser m.v. · Send program og pressemeddelelser om arrangementer til de lokale annonceaviser og lokalradio. Det giver gratis omtale. · Søg tilslutning blandt aftenskoler der har russisk på programmet, humanitære organisationer, personer med familiære bånd eller som har rejst i Rusland, eller som har forretningsmæssige forbindelser til Rusland. Lokal medlemskreds: · En gruppe på mindst fem personer kan oprette en medlemskreds i et lokalområde. Personerne skal være medlemmer af landsforeningen. · En fordel ved en lokal medlemskreds er, at man er fri for at bruge energi på generalforsamlinger og andre tidskrævende formaliteter. Medlemskredsen klarer under demokratiske arbejdsformer sine anliggender ved medlemsmøder og virker i øvrigt direkte under landsforeningens vedtægter. · En medlemskreds baserer sin økonomi på overskud fra arrangementer og eventuelle tilskud f.eks. fra kommunen. Det er også muligt at søge Landsforeningen om tilskud til konkrete projekter. · I praksis bør man vælge en lokal arbejdsgruppe på mindst to personer, som klarer funktionerne som "formand" og som "kasserer" og repræsenterer medlemskredsen over for Landsforeningen. Lokalafdeling: · Først når der er 15-20 medlemmer, er det en god idé at oprette en lokalafdeling. · En lokalafdeling skal afholde en stiftende generalforsamling, hvor man opretter lokalafdelingen med udgangspunkt i Landsforeningens standardvedtægt for lokalafdelinger. · Det medfører valg af en ansvarlig bestyrelse og årlige generalforsamlinger m.v. · Økonomien er baseret på medlemmernes kontingenter, overskud ved arrangementer og tilskud fra f.eks. kommunen. Det er også muligt at søge Landsforeningen om tilskud til konkrete projekte. · En lokalafdeling bliver repræsenteret i Landsforeningen Hovedbestyrelse.
Landsforeningens standardvedtægt: Vedtægter for Dansk-Russisk forening, X-by afdeling. § 1. Foreningens navn er Dansk-Russisk Forening, X-by afdeling, og er hjemmehørende i X-by og omegn. Foreningens adresse er formandens adresse. § 2. Foreningens formål er ved folkeoplysende og kulturel virksomhed og øvrige aktiviteter at fastholde og udvikle de mellemfolkelige forbindelser mellem Danmark og Rusland og udvikle de to folks kendskab til hinanden samt virke for demokrati og menneskerettigheder, uafhængig af partipolitik. § 2.2: Afdelingen tilslutter sig Landsforeningens vedtægter. § 3. Som medlemmer optages både enkeltpersoner og kollektive medlemmer, f.eks. foreninger, institutioner, firmaer og skoler. § 4. Foreningen ledes af en bestyrelse på 3-7 medlemmer der vælges for en 1-2 årig periode. Generalforsamlingen kan vedtage en anden valgperioden for det enkelte bestyrelsesmedlem. Desuden vælges 1-2 suppleant til bestyrelsen og en revisor, som alle vælges for en 1-årig periode. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. § 5. Den ordinære generalforsamling er foreningens højeste myndighed og afholdes hvert år inden den 1. april. Medlemmerne indkaldes skriftligt med mindst 2 ugers varsel. Valgbarhed og stemmeret er betinget af betalt kontingent. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Kontingent fastsættes på den ordinære generalforsamling for et år ad gangen. Regnskabsåret er kalenderåret. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når mindst en 1/4 af medlemmerne eller bestyrelsen ønsker det. § 6. I tilfælde af foreningens ophør skal en eventuel formue tilgodese formål, der er indeholdt i disse vedtægters § 2. Vedtægterne blev vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den xx. april 200x. Uddrag af landsforeningen vedtægter: Vedtægterne i sin helhed findes på www.dkrus.dk Medlemmer 4.1 Foreningens medlemmer udgøres af individuelle og kollektive medlemmer, der enten tilslutter sig en lokalafdeling, eller er medlemmer direkte af landsforeningen. 4.2 Enhver der kan tilslutte sig foreningens formål kan blive medlem. 4.3 Som kollektive medlemmer kan optages organisationer, institutioner, firmaer og foreninger. 4.4 Større organisationer, institutioner, firmaer og foreninger optages som kollektive medlemmer direkte under landsforeningen. 4.5.1 Lokalafdelinger dannes for hvert amt. Der kan dannes flere lokalafdelinger i samme amt, ligesom der i et amt uden lokalafdeling kan dannes lokale medlemskredse efter hovedbestyrelsens godkendelse. 4.5.2 Lokale medlemskredse kan danne arbejds- og initiativgrupper. Hovedbestyrelsen skal orienteres om, at arbejdet i disse grupper foregår efter almindelige demokratiske principper. 4.5.3 Lokale medlemskredse kan på et medlemsmøde vælge repræsentanter til Landsmødet i henhold til 7.4. 4.6 Til æresmedlemmer af foreningen kan Landsmødet udnævne personer, der på fortjenstfuld måde har arbejdet til gavn for foreningen. 5.1 Optagelse af medlemmer foretages af lokalafdelingernes bestyrelser eller af hovedbestyrelsen. 5.2 Lokalafdelingernes bestyrelser kan afvise anmodninger om optagelse og kan ligeledes ekskludere medlemmer, der modvirker lokalforeningens formål eller skader dens interesser. 5.3 På samme måde kan hovedbestyrelsen forholde sig overfor personer der søger optagelse som medlemmer direkte under landsforeningen eller som skader landsforeningens interesser. 5.4 Beslutninger om at afvise optagelse af et medlem eller om eksklusion jf. 5.2 og 5.3 kan indankes for hovedbestyrelsen og/eller Landsmødet. Anke har ikke opsættende virkning. Kontingent 6.1 Kontingent for direkte og kollektive medlemmer fastsættes af hovedbestyrelsen for 1 år ad gangen. Kontingentet for medlemskab af en lokalafdeling fastsættes af lokalafdelingen. Hovedbestyrelsen 9.2.1 Lokalforeninger og øvrige medlemmer i hvert amt med mindst 25 medlemmer vælger samlet et medlem til hovedbestyrelsen samt en stedfortræder. For hver påbegyndt 50 medlemmer i et amt ud over 75 medlemmer kan udpeges yderligere et medlem og en stedfortræder til hovedbestyrelsen. 9.2.2 Er der pr. 31.12 i året før det ordinære landsmøde mindre end 25 medlemmer i et amt, indstiller hovedbestyrelse til Landsmødet, hvorledes disse medlemmer skal repræsenteres i hovedbestyrelsen. Lokalafdelinger 10.1 Lokalafdelingerne virker på grundlag af lokalvedtægter, der ikke strider mod nærværende vedtægter og opfylder de minimumskrav, som angives i en af hovedbestyrelsen udformet standardvedtægt. 10.2 Lokalvedtægterne vedtages på en generalforsamling og skal indsendes til hovedbestyrelsen, der påser, at vedtægterne er i overensstemmelse med 10.1. |
||
|
|
||