Af Mikael Hertoft

I strømmen af nyheder fra blodige konflikter er Tjetjenien konflikten blevet skubbet bagerst i køen. Men nu kommer der focus på konflikten i Skandinavien ved en målrettet indsats fra græsrødderne. Tiden er måske ved at være moden til at sætte gang i en fredsproces, der kan bringe mere normale forhold til det krigshærgede land.Det er den norske og danske Helsinki Komite, som det er lykkedes for at invitere en gruppe af  tjetjenere og russere der arbejder med forsvar af menneskerettigheder i området og med at yde humanitær bistand til flygtninge fra konflikten. De norske og danske udenrigsministerier sponserer aktiviteten. Dette giver en sjælden mulighed for offentligheden såvel som for diplomater og menneskerettighedsforkæmpere for at få indblik i en skjult konflikt  

 Konflikten, i Tjetjenien er mindst 150 år gammel. Zar-imperiet ønskede at erobre Kaukasus og gøre det til en del af imperiet. Det lykkedes de fleste steder, men i Nordøst-kaukasus førte det til en fyrre år lang blodig kolonikrig, med mange dræbte på begge sider.

Under Stalin blev hele den tjetjenske befolkning deporteret i 1944. Begrundelsen, som blev givet af Stalin for at flytte alle, mænd gamlinge, kvinder og børn var at ”Den tjetjenske befolkning samarbejdede med tyskerne”. Der var det element af sandhed i Stalins begrundelse at mange tjetjenere var bitre fjender af Sovjetmagten og nogen så tyskerne som en mulig allieret pga. den fælles fjende. Mange andre tjetjenerne kæmpede dog tappert mod fascismen. Nogle blev deporteret direkte fra fronten til Kazakhstan.

Tjetjenerne fik først lov til at vende tilbage i slutningen af halvtredserne. Selv om de hjemvendte ofte fandt deres huse og landsbyer beboet af andre, mest russere, var der nogenlunde ro i Tjetjenien frem til Sovjetunionens opløsning. Ja man kan ligefrem tale om velstand i den periode. Sovjetunionen forsøgte at neddæmpe den nationale modsætning gennem at give Tjetjenien og især republik-hovedstaden Grozny en god behandling, på linje med Moskva og Skt. Petersborg. Kaukasus varme klima begunstiger også en rimelig levestandard på landet.

I 1992, under de kaotiske år efter opløsningen, får Dudaev præsidentembedet i Tjetjenien og magten og erklærer Tjetjenien selvstændigt. I det kaotiske postsovjetiske Rusland, bliver der dannet en autonom enhed der også bliver temmelig kaotisk. Russiske medier tegner et billede af det uafhængige Tjetjenien i halvfemserne med kidnapninger, våbenhandel, narkotikahandel, vold og at islamiske fundamentalister som de væsentligste elementer. Det billede kan ikke frakendes en vis realitet, selv om det er forvrænget og mange etniske russere forlader tjetjenien allerede i begyndelsen af halvfemserne.

I december 1994 invaderer Ruslands væbnede styrker Tjetjenien, idet generalerne tror det vil bliver et spørgsmål om at flytte nogen divisioner ind i Grozny, en skovtur.  (Noget generaler ofte tror i begyndelsen af en krig). Det bliver et militært eventyr, der kommer til at koste både russerne og tjetjenerne meget dyrt. Det er en blodig konfrontation med mange dræbte på begge sider. Der er store militære tab på begge sider. Men de fleste dødsofre lider civilbefolkningen og det vil sige både russere og tjetjenere i Tjetjenien og de nærmest liggende områder.

Man kan så nogenlunde sige at alt normalt samfundsliv har været paralyseret i Republikken i op mod 10 år. Eksempelvis har Tjetjenien ca. 450 skoler. De er alle blevet krigsskadede.  Mange er blevet totalt skadede, hvilket vil sige de står som sværtede ruiner eller ligger som murbrokker.  Begge parter i konflikten har begået overgreb på civilbefolkningen. De russiske styrker udfører også i år 2002 en lang række specialoperationer med væbnet nedkæmpning af modstand, arbitrære anholdelser der ofte fører til at folk forsvinder og andre krænkelser af menneskerettighederne. Et civilsamfund i normal forstand kan ikke fungere i Tjetjenien i den nuværende situation. Valg har ikke været holdt siden 1996 og det er tvivlsomt om de kan afholdes i nær fremtid. En egentlig sultkatastrofe undgås kun takket være en vedvarende international humanitær indsats for de internt fordrevne.

Flygtninge

Der eksisterer ingen nøjagtige redegørelser eller statistikker for hvordan befolkningen har bevæget sig, endsige pålidelige registreringer af fødsler og dødsfald fra det sidste tiår i Tjetjenien. Men Dansk Flygtningehjælp har gjort et stort stykke arbejde for at registrere flygtninge med henblik på at yde humanitær bistand, og den sidste Sovjetiske Folketælling fra 1989 giver også vigtige oplysninger, som man kan gå ud fra som startoplysninger.

I 1989 boede der ca. 30 % ikke-tjetjenere bosat i Tjetjenien. De fleste af disse havde boet i området i flere eller endog adskillige generationer. Det var russere, ukrainere, armenere, jøder, azerier og mange andre. Disse 30 % er så godt som alle flygtet eller blevet dræbt. Det drejer sig om mindst 200.000 internt fordrevne og disse er som regel flyttet til andre dele af Den Russiske Føderation og er ikke registreret som flygtninge.

I Ingusjetien er der ca. 165.000 flygtninge fra Tjetjenien, Der er også 100.000 interne flygtninge i Tjetjenien, dertil kommer titusinder af flygtninge fra Tjetjenien i Central-Europa, et stort kontingent i Istanbul, i Georgien mv. I alt er der ca. 400.000 tjetjenske flygtninge fra konflikten. Der er også en stor civilbefolkning i Tjetjenien er lever under eftervirkningerne af to større krige og en vedvarende væbnet konflikt i området. Rusland har i dette område etableret et sikkerhedssystem der meget ligner det der fungerede i Sovjettiden.

Den Russiske stat har udnævnt en tjetjensk lokal administration, der gør en halvhjertet indsats på at genoprette samfundsfunktionerne under umulige forhold. Denne administration har næppe den store folkelige opbakning, og består af en meget blandet gruppe. Lærerne og lægerne aftvinger dog respekt i Tjetjenien gennem deres utrættelige arbejde under umulige forhold, og dette respekteres meget både af lokalbefolkningen og de internationale organisationer der prøver at formidle nødhjælp..

En endelig løsning på Tjetjenienskonflikten er svær at se. Men måske kan der tages skridt til en normalisering af situationen, ikke i den bedste af alle verdener, men her og nu?

Ingen krig varer evigt, og måske er en form for afslutning af krigen indenfor rækkevidde.

På en måde bliver det formuleret på mange måder af de jævne civile tjetjenerne:

-         Hvis Rusland vil sætte igennem at vi og Tjetjenien skal være en del af Den Russiske Føderation, så må vi også kræve at vores elementære rettigheder som statsborgere i denne føderation overholdes.

Med Andre Ord: Det der står på dagsordenen her og nu er at få stoppet de grove, stadigt forekommende overgreb på civilbefolkningen, og reetableringen af et økonomisk og socialt grundlag for befolkningen.  Og dette kan ikke afvente en løsning af spørgsmålet om Tjetjenien skal være selvstændigt eller forblive en del af Den Russiske Føderation.

Man kan måske også spore en stigende interesse i Rusland for at få afsluttet konflikten. Hvis præsident Putin kunne bruge den 2. tjetjenske krig til at blive Præsident i Rusland i 1999 så har han i år 2002 en interesse i at stoppe konflikten og få normaliseret området.

Mikael Hertoft arbejder med modtagelsen af Helsinki Komiteens delegation fra Tjetjenien og har arbejdet i Kaukasus