|
Vedtægter
for Landsforeningen Dansk-Russisk Forening
Navn & Formål
1.1 Landsforeningens navn er "Dansk-Russisk Forening".
1.2 Foreningens hjemsted er København.
2.1 Foreningens formål er ved folkeoplysende og kulturel virksomhed og
øvrige aktiviteter at fastholde og udvikle de mellemfolkelige
forbindelser mellem Danmark og Rusland og udvikle samarbejdet mellem de
to landes befolkninger, samt virke for fred, demokrati og
menneskerettigheder.
2.2 Foreningen arbejder på demokratiets og menneskerettighedernes
grundlag og er uafhængig af partipolitik.
3.1 Foreningen opfylder sit formål ved, bl.a. i samarbejde med andre,
- at oplyse om det kulturelle, økonomiske sociale og samfundsmæssige liv
i Rusland og om Ruslands udenrigspolitik og på tilsvarende måde i
Rusland søge at oplyse om forholdene i Danmark.
- at medvirke til at oprette og udvide forbindelserne mellem de
samfundsmæssige, erhvervsmæssige, kulturelle og videnskabelige
organisationer i Danmark og Rusland.
- at tage initiativ til folkeoplysende virksomhed,
afholde møder, sammenkomster, forelæsninger, foredrag, organisere
udstillinger og anden kulturel virksomhed.
- at tage initiativ til og medvirke til andre aktiviteter, der er i
overensstemmelse med foreningens formål, herunder via Internettet at
synliggøre foreningen nationalt og internationalt.
3.2 Landsmødet vedtager et arbejdsprogram gældende frem til næste
landsmøde.
Medlemmer
4.1 Foreningens medlemmer udgøres af individuelle og kollektive
medlemmer, der enten tilslutter sig en lokalafdeling, eller er
medlemmer direkte af landsforeningen.
4.2 Enhver der kan tilslutte sig foreningens formål kan blive medlem.
4.3 Som kollektive medlemmer kan optages organisationer, institutioner,
firmaer og foreninger.
4.4 Større organisationer, institutioner, firmaer og foreninger optages
som kollektive medlemmer direkte under landsforeningen.
4.5.1 Lokalafdelinger dannes for hver region. Der kan dannes flere
lokalafdelinger i samme region, ligesom der i en region uden lokalafdeling kan
dannes lokale medlemskredse efter hovedbestyrelsens godkendelse.
4.5.2 Lokale medlemskredse
kan danne arbejds- og initiativgrupper. Hovedbestyrelsen skal orienteres
om, at arbejdet i disse grupper foregår efter almindelige demokratiske
principper.
4.5.3
Lokale medlemskredse
kan på et medlemsmøde vælge repræsentanter til Landsmødet i henhold til
7.4.
4.6 Til æresmedlemmer af foreningen kan Landsmødet udnævne personer, der
på fortjenstfuld måde har arbejdet til gavn for foreningen.
5.1 Optagelse af medlemmer foretages af lokalafdelingernes bestyrelser
eller af hovedbestyrelsen.
5.2 Lokalafdelingernes bestyrelser kan afvise anmodninger om optagelse
og kan ligeledes ekskludere medlemmer, der modvirker lokalforeningens
formål eller skader dens interesser.
5.3 På samme måde kan hovedbestyrelsen forholde sig overfor personer der
søger optagelse som medlemmer direkte under landsforeningen eller som
skader landsforeningens interesser.
5.4 Beslutninger om at afvise optagelse af et medlem eller om eksklusion
jf. 5.2 og 5.3 kan indankes for hovedbestyrelsen og/eller Landsmødet.
Anke har ikke opsættende virkning.
Kontingent
6.1 Kontingent for direkte og kollektive medlemmer fastsættes af
hovedbestyrelsen for 1 år ad gangen. Kontingentet for medlemskab af en
lokalafdeling fastsættes af lokalafdelingen.
Landsmødet:
7.1 Landsmødet er foreningens højeste myndighed, og afholdes hvert andet
år med følgende dagsorden:
- Valg af mindst 1 dirigent, 1 referent og stemmeudvalg m.v.
- Fremlæggelse og godkendelse af beretning om foreningens virksomhed.
-
Fremlæggelse og godkendelse af revideret regnskab for perioden siden
seneste Landsmøde.
- Godkendelse af planer for det fremtidige arbejde.
- Indkomne forslag, herunder vedtægtsændringer.
- Valg af landsformand, landskasserer og yderligere 2-3 medlemmer jf.
9.7, der samlet udgør forretningsudvalget.
- Godkendelse af indstillinger til hovedbestyrelsen i øvrigt, jf. 9.2
- Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.
- Eventuelt.
7.2 Alle beslutninger på Landsmødet træffes ved simpelt stemmeflertal.
7.3 Hovedbestyrelsen udsender senest en måned før Landsmødet meddelelse
om tidspunkt, sted og forslag til dagsorden for Landsmødet, samt vilkår
for deltagelse i Landsmødet, herunder rejse, ophold og fortæring for de
delegerede, gæster og andre deltagere i Landsmødet. Forslag til
Landsmødets dagsorden skal være hovedbestyrelsen i hænde 2 uger før
Landsmødet.
7.4 Hovedbestyrelsens medlemmer er delegerede til Landsmødet. Delegerede
i øvrigt til Landsmødet vælges regionsvis efter følgende skala: 2
delegerede for de første 25 medlemmer i regionen. Derefter 1 delegeret for
hver påbegyndt 25 medlemmer i regionen.
Kollektive medlemmer efter 4.4 kan hver udpege indtil 3 delegerede
7.5 Landsmøderne er åbne for et hvert medlem af Dansk-Russisk Forening.
Kun delegerede har stemmeret.
8.1 Ekstraordinært Landsmøde indkaldes efter hovedbestyrelsens
beslutning eller på skriftlig anmodning fra mindst 25% af alle
foreningens medlemmer, og med angivelse af dagsorden.
8.2 Hovedbestyrelsen fastlægger proceduren for afvikling af det
ekstraordinære Landsmøde, under hensyntagen til den angivne dagsorden og
med samme varsel som til et ordinært Landsmøde.
Hovedbestyrelsen
9.1 Forretningsudvalget er fødte medlemmer af hovedbestyrelsen.
9.2.1 Lokalforeninger og øvrige medlemmer i hver region med mindst 25
medlemmer vælger samlet et medlem til hovedbestyrelsen samt en
stedfortræder.
For hver påbegyndt 50 medlemmer i en region ud over 75 medlemmer kan
udpeges yderligere et medlem og en stedfortræder til hovedbestyrelsen.
9.2.2 Er der pr. 31.12 i året før det ordinære landsmøde mindre end 25
medlemmer i en region, indstiller hovedbestyrelse til Landsmødet, hvorledes
disse medlemmer skal repræsenteres i hovedbestyrelsen.
9.3 Medlemstallet opgøres ud fra antallet af kontingenter indbetalt til
landskassen for det forudgående kalenderår.
9.4 En stedfortræder kan deltage i hovedbestyrelsesmøderne, hvis det
faste medlem har forfald. Ved varigt forfald vælger lokalafdelingen
eller den lokale medlemskreds et nyt medlem.
9.5 Hovedbestyrelsen er ansvarlig over for Landsmødet, og fastsætter
selv sin forretningsorden.
9.6 Hovedbestyrelsen træder sammen i umiddelbar forlængelse af
Landsmødet og i øvrigt mindst 2 gange om året.
9.6.2 På sine møder tager hovedbestyrelsen stilling til foreningens
økonomi og arbejdsplan og træffer afgørelse med hensyn til indkaldelse
af Landsmøder m.v.
9.6.3 Hovedbestyrelsen kan nedsætte udvalg og udsende pjecer og
tryksager m.v. 9.6.4 I perioden mellem Landsmøderne kan hovedbestyrelsen
ved frafald blandt de af Landsmødet og hovedbestyrelsen til tillidshverv
valgte medlemmer omkonstituere sig i fornødent omfang.
9.7 Forretningsudvalget fungerer under den af hovedbestyrelsen fastsatte
forretningsorden.
Lokalafdelinger
10.1 Lokalafdelingerne virker på grundlag af lokalvedtægter, der ikke
strider mod nærværende vedtægter og opfylder de minimumskrav, som
angives i en af hovedbestyrelsen udformet standardvedtægt.
10.2 Lokalvedtægterne vedtages på en generalforsamling og skal indsendes
til hovedbestyrelsen, der påser, at vedtægterne er i overensstemmelse
med 10.1.
Økonomi
11.1 Hovedbestyrelsen fastsætter lokalafdelingernes årlige kontingent
til landskassen.
11.2 Lokalafdelinger og lokale medlemskredse kan ansøge landsforeningen
om tilskud til konkrete aktiviteter.
12. Foreningens økonomiske grundlag består af:
- Medlemskontingenter
- Overskud fra arrangementer
- Tilskud, bidrag og gaver
13. Regnskabsåret er kalenderåret.
Ophævelse
14. Landsforeningen kan kun ophæves af to på hinanden følgende
Landsmøder, der skal afholdes med mindst 1 måneds mellemrum. Ved
ophævelsen beslutter Landsmødet til hvilket beslægtet formål
landsforeningens aktiver skal overdrages,
dog
således at et likvidationsprovenu kun kan tilfalde en anden almennyttig
eller velgørende forening, som har hjemsted i Danmark.
Disse vedtægter er
ændret på Kongressen/Landsmødet den 3. juni 2007. |